Nebukadnezzar kunne nu se at de mænd han havde betroet at åbenbare mysterier, gennem deres pralende visdom, svigtede ham i hans store forlegenhed, og han sagde: “Kongen sige sine trælle drømmen, så skal vi tyde den. Kongen svarede: »Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde tid, fordi I ser, mit ord står fast, så eders dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig drømmen, og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig bag lyset, til der kommer andre tider. Sig mig derfor drømmen, så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den.« Kaldæerne svarede kongen: »Der findes ikke et menneske på jorden, som kan sige, hvad kongen ønsker at vide. . . . . hvad kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige kongen det, undtagen guderne, og de bor ikke hos de dødelige.« Så blev kongen “vred og (411) såre harmfuld, og han bød, at alle Babels vismænd skulle henrettes.”