Den største visdom, og det væsentligste er kundskaben fra Gud. Selvet synker i ubetydelighed idet den betragter Gud og Jesus Kristus som han har sendt. Bibelen må gøres til fundament for al studium. Vi må hver især lære fra denne lektiebog som Gud har givet os, vilkårene for frelse af vor sjæl; for det er den eneste bog som fortæller os at vi må komme i orden for at frelses. Ikke kun dette, men derfra styrkes forstanden. De mange bøger som menes at være til uddannelse, vildleder, er bedrageri og forlokkelse. »Hvad er rajgræs og hvad er hvede?« Satan oprør nu menneskesindene til at give verden en tarvelig litteratur, af overfladisk (452) orden, som indbilder sindet og fæstner det til Satans påfund. Efter at have læst disse bøger, lever tankerne i en uvirkelig verden, og livet, så vidt det angår nyttighed, er så goldt som et frugtesløs træ. Hjernen beruses, og gør det umulig for de evige realiteter, som er nødvendige for nutiden og for fremtiden, at kunne presses hjemad. Et tankesind der uddannes til at få næring af bras kan ikke se den skønhed i Guds ord som er der. Kærlighed til Jesus og tilbøjelighed til retfærdighed går tabt; for sindet bygges op på det, som det får næring af. Får tankesindet næring af spændende fiktionshistorier, danner mennesket fundament af ”træ, hø og stubbe.” Mennesket mister al smag for den guddommelige Vejledningsbog, og bekymrer sig ikke for at studere den karakter det må forme, for at bo sammen med den genløste hær, og bebo de boliger som Kristus er gået bort for at berede.