Nogle forældre såvel som nogle lærere, synes at glemme at de selv engang har været børn. De er ophøjede, kolde og uforstående. Hvor de end er i kontakt med unge, i hjemmet, i dagskolen, i sabbatsskolen eller i menigheden, bevarer de det samme udseende af myndighed, og deres ansigter bærer jævnligt et højtideligt og irettesættende udtryk. Barnlig munterhed eller lunefuldhed, de unge livs hvileløse aktiviteter, finder ingen undskyldninger for deres øjne. Ubetydelige forseelser behandles som alvorlige synder. En sådan opdragelse er ikke Kristus lig. Børn der således er opdraget til frygt for deres forældre eller lærere, men ikke elsker dem; betror ikke deres barnlige erfaringer til dem. Nogle af sindets og hjertets mest dyrebare kvaliteter er frosset til døde, som en øm plante i den kolde blæst.