Moses og Aron faldt på deres ansigter over for Herren over for hele menighedsforsamlingen, for at anråbe Guds barmhjertighed over for et oprørsk folk. Men deres kvaler og sorg var for store at give udtryk for. De forblev helt tavse i deres ansigter. Kaleb og Josua sønderrev deres klæder som udtryk for største sorg. »Og sagde til hele israelitternes menighed: »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!«