Moses tog den ære til sig, som tilhørte Gud, og gjorde det nødvendigt for Gud at gøre det som i hans tilfælde for altid skulle tilfredsstille det oprørske Israel, at det ikke var Moses som havde ført dem fra Ægypten, men Gud selv. Herren havde overdraget Moses byrden at lede Sit folk, medens den mægtige Engel gik foran dem under alle deres vandringer, og styrede alle deres rejser. Fordi var så hurtig til at glemme at Gud ledte dem ved Sin Engel, og tilskrev mennesker det som Guds kraft alene kunne udrette, prøvede Han dem og forsøgte dem, for at se om de vil adlyde Ham. De fejlede ved alle prøvelser. I stedet for at tro på ham, og anerkende Gud, som havde bestrøet deres sti med beviser på Hans kraft og tydelige tegn på Hans omsorg og kærlighed, så var de mistroiske på Ham og tillagde det Moses at de forlod Ægypten, anklagede ham for at pådrage alle deres ulykker. Moses havde båret på deres hårdnakket med en bemærkelsesværdig overbærenhed. En gang truede de med at stene ham.