Nu var timen for glade og lykkelige sange kommet, til at prise Gud og hans dyrebare søn. Satan havde ledt det himmelske kor. Han havde slået den første tone an; så gik hele engle hæren sammen med ham, og herlige musikudøvelse genlød i himlen til Guds og Hans dyrebare Søns ære. Men nu faldt der disharmoniske og vrede ord over den store oprørsleders øre i stedet for den lifligste musik. Hvor er han? Er det ikke en hel gyselig drøm? Er han ikke lukket ud af himlen? Står himlens porte aldrig mere åbne for ham? Timen for tilbedelse drager nær, når de strålende og hellige engle bøjer sig for Faderen. Han vil ikke mere forene sig i den himmelske sang. Han vil ikke mere bøje sig i ærbødighed og hellig ære for den evige Guds tilstedeværelse.