Hans skuffelse opildnede deres medynk, som vidste hvor længe han ivrigt håbede og forventede at blive helbredt af Jesus, og de bragte ham dagligt til templet, at dem der gik forbi kunne bevæges til at give ham en lille ubetydelighed for at lindre hans nuværende mangler. Da Peter og Johannes gik forbi, bad han dem om en kærlighedsgave. Disciplene så medfølende på ham. »Da så Peter fast på han, og det samme gjorde Johannes, og Peter sagde: »Se på os!« »Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi, nazaræerens', navn stå op og gå!«