Det selskab som var til stede huskede den del Peter havde gjort ved sin Mesters rettergang, og de bildte sig selv ind at han kunne skræmmes ved trussel om fængsling og død. Men Peter som fornægtede Kristus i Sin største nød var den impulsive, selvsikre discipel, der var noget anderledes fra den Peter som stof for Sanhedrin til retsundersøgelse den dag. Han var blevet omvendt; han troede ikke på selvet, og pralede ikke længere. Han var fyldt med Helligånden, og ved denne kraft var han blevet klippefast, dog beskeden, og ophøjede Kristus. Han var parat til at fjerne alle pletter fra sit frafald, idet han ærede det navn som han tidligere havde fornægtet.