Sceneriet om ham svandt bort for hans øjne; himlens porte var på klem, og Stefanus, så ind, og så herligheden i Guds sale, og Kristus, som lige havde rejst sig fra Sin trone, stod parat til at understøtte Sin tjener, som skulle til at lide martyrdøden for Hans navns skyld. Da Stefanus proklamerede det herlige sceneri, der åbnede sig op for ham, blev det mere end hans forfølgere kunne klare. De holdt sig for deres ører, så de ikke kunne høre hans ord, og råbte høje råb, løb rasende på ham enstemmigt. »Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Og han faldt på knæ og råbte ned høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.«