Men Paulus fejlvurderede sine jødiske brødres ånd. Det samme had som brød ud mod Stefans hjemsøgte nu ham selv. Han så at han måtte skille sig fra sine brødre, og sorg fyldte hans hjerte. Han ville opgive sit eget liv villigt, hvis de derved kunne komme til at kende sandheden. Jøderne begyndte at lægge planer og tage hans liv, og disciplene tilskyndede han til at forlade Jerusalem; medens han blev der, ville han ikke forlade stedet, og var ivrig efter at arbejde lidt længere for sine jødiske brødre. Han havde taget aktiv del i Stefanus martyrium, at han var meget ivrig efter at udviske pletten, ved at forsvare den sandhed frimodigt som havde kostet Stefanus sit liv. For ham virkede det krysteragtigt at flygte fra Jerusalem.