Fristeren forvissede Eva om at ligeså snart at hun spiste af frugten ville hun få en ny og bedre kundskab som ville gøre hende lige med Gud. Han henledte hendes opmærksomhed til ham selv. Han spiste frit af træet og fandt det ikke kun helt harmløst men velsmagende og oplivende, og fortalte hende at det var det forunderlige, som det kunne give den visdom og kraft som Gud havde forbudt dem fra smag eller endog røre det, for Han kendte til dets forunderlige kvaliteter. Han sagde at når han spiste af frugten fra det træ der var dem forbudt, var det fordi han havde fået talens kraft. Han antydede at Gud ikke ville gennemføre Sit ord. Det var blot en trussel der var en hentydning til dem og holde dem væk fra dette store gode. Han fortalte dem endvidere at de ikke skulle dø. Havde de ikke spist af livets træ som sikrer udødelighed? Han sagde at Gud bedrager dem til at de skal holde sig fra en højere lykkelighedstilstand, en mere ophøjet lykke. Fristeren plukkede frugten og gav den til Eva. Hun tog den i sin hånd. Nu sagde fristeren, I er blevet forbudt at end berøre den, for at I ikke dør. Han fortalte hende at hun ikke har mere fornemmelse for ondskab og død ved at spise end ved at berøre eller håndtere frugten. Eva fik mod, fordi hun ikke mærkede nogen umiddelbare tegn på Guds mishag. Hun mente at fristerens ord var helt kloge og rigtige. Hun spise, og blev glad over frugten. Den virkede velsmagende, og hun bildte sig ind at hun så sig selv i frugtens forunderlige virkning.