Herodes vidste at han fortjente denne pris og ære; alligevel irettesatte han ikke folkets afgudsdyrkelse, men antog den som om det var passende. Gløden af tilfreds stolthed var i hans ansigt da han hørte de høje råb stige op: »Det er en guds røst og ikke et menneskes.« De samme stemmer som nu forherligede en elendig synder havde for nogle få år siden, hævet sig i det vanvittige råb: Bort med Jesus! Korsfæst Ham! korsfæst Ham! Herodes modtog denne smiger og hyldest med stor fornøjelse, og hans hjerte sprang af sejr; men pludselig forandrede hans sig hurtigt og frygteligt. Hans ansigt blegnede som døden og fordrejede sig i pinsel; store sveddråber begyndte at komme fra hans porer. Han stod lamslået et øjeblik med smerte og rædsel, og så vendte han sit blege og blå ansigt mod sine rædselsslagne venner, han råbte med hul og desperat stemme: Han som du har ophøjet som en Gud, blev slået til døde!