Han blev båret i den mest pinefulde tilstand fra scenen ved det syndige gilde, latteren, pompen og pragten som han nu hadede i sin sjæl. For et øjeblik siden, tog han stolt imod prisen og tilbedelsen fra den umådelige skare – nu følte han var i en mægtigere Herskers hænder end han selv er. Han blev grebet af samvittighedsnag; han huskede sin grusomme befaling at henrette den uskyldige Jakob, han huskede sin ubarmhjertighed forfølgelse af Kristi efterfølgere, og hans plan om at dræbe apostlen Peter, som Gud havde udfriet af hans hånd; han huskede hvordan han, i sin ydmygelse og skuffede raseri, havde raset i sin ufornuftige hævngerrighed over fangevogterne og henrettet dem uden nåde. Han mærkede hvordan Gud, som havde befriet apostlen fra død, nu behandlede ham, den ubarmhjertige forfølger. Han fandt ingen lindring fra kropssmerte eller sjælspine, og forventet intet. Herodes kendte til Guds lov, som siger: »Du skal ikke have andre guder end Mig,« og han vidste at accepterede han folks tilbedelse, fyldte han sin syndigheds mål op og pådrog sig selv Guds vrede.