Paulus havde selv været stolt af sin farisæiske strenghed; men efter Kristi åbenbarelse til ham på vej til Damaskus, blev Frelserens mission og hans egen gerning med at omvende Hedningene, tydelig for ham, og han forstod forskellen mellem en levende tro og død formalisme. Paulus hævdede stadig at være en af Abrahsms børn, og holdt de Ti Bud i bogstav og ånd ligeså nøje som han altid havde gjort før sin omvendelse til kristendommen. Men han vidste at de symbolske ceremonier snart måtte ophøre helt, eftersom det som de afskyggede var ved at ske, og evangeliets lys spredte sin herlighed over den jødiske religion, og gav dens gamle ritualer en ny betydning.