Kejserens skinsyge imod Paulus blev ophøjet ved at husets kejserlige medlemmer, og også andre anseelige personer, havde omvendt sig til kristendommen under hans første fængsling. Af den grund fængslede han ham igen, meget hårdere end den første, gav ham kun lidt anledning til at forkynde evangeliet; og han besluttede at afskære hans liv så snart der var rimeligt påskud til at kunne gøre det. Apostlenes ord ved hans sidste rettergang gjorde så stort indtryk på Neros tankesind, at han udsatte sagens afgørelse, og hverken løslade eller domfælde ham. Men dommen blev kun udsat. Der gik ikke lang tid før afgørelsen blev udsagt som overdrog Paulus til martyrens grav. Som romersk statsborger, kunne han ikke underlægges tortur, blev som dømt til halshugning.