Paulus liv er blev prøvet, helt til det sidste, med hans ords sandhed i det andet brev til korinterne: »Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme.« 2 Korinter 4,6-10. Hans tilstrækkelighed var ikke hos ham selv, men i den guddommelige Ånds tilstedeværelse og virke, der fyldte hans sjæl og lagde alle tanker under Kristi vilje. Det at hans eget liv eksemplificerede den sandhed han proklamerede gav en overbevisende kraft til både hans forkyndelse og optræden. Profeten siger: »Hvis sind er fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig.« Esajas 26,3. Det var denne himmelskfødte fred, der kom udtryk i hans ansigt, som vandt mange sjæle til evangeliet.