Apostlen så ud over den anden side, ikke i usikkerhed eller i skræk, men med glad håb og stor forventning. Da han stod på martyriumsstedet så han ikke bøddelens glimtende sværd eller den grønne jord som snart ville få hans blod; han så op gennem sommerdagens rolige blå himmel til den eviges trone. Hans sprog var: Oh Herre, du er min trøst og min del. Hvornår skal jeg favne Dig? Hvornår skal jeg selv beskue Dig, uden et slør imellem?