I det sjette århundrede var pavemagten blevet godt befæstet. Dets magtssæde lå fast i den kejserlige stad, og Roms biskop blev erklæret for overhoved over hele kirken. Hedenskabet gav plads til pavemagten. Dragen havde givet dyret »gav det sin kraft og sin trone og stor magt.« Åbenbaringen 13,2. Og nu begyndte de forudsagte 1260 år med pavens undertrykkelse, fra Daniels og Johannes profetier. (Daniel 7,25; Åbenbaringen 13,5-7.) Kristne blev tvunget til at vælge, enten at opgive deres renhed eller acceptere pavens ceremonier og tilbedelse, eller bortødsle deres liv i fangehuller, eller lide døden på stativer, bål eller hukkeøksen. Nu blev Jesu ord opfyldt: »Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.« Lukas 21,16. 17. Forfølgelser åbnede op for større vrede mod de trofaste end nogensinde før, og verden blev en umådelig slagmark. I hundredvis af år fandt Kristi kirke tilflugt i ensomhed og mørke. Profeten sagde således: »Og kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, for at man der skulle sørge for hende et tusinde to hundrede og tresindstyve dage.« Åb. 12:6.