Lidt efter lidt, først i smug og tavshed og så mere åbenlyst, eftersom den voksede i styrke og fik kontrol over menneskenes sind, førte lovløshedens hemmelighed sig frem med sit bedrageriske og bespottelige værk. Næsten uden at bemærke det, fandt hedenske skikke deres vej ind i den kristne kirke. Kompromisernes og tilpasningens ånd blev behersket for en tid ved de hårde forfølgelser som kirken måtte udholde under hedenskabet. Men da forfølgelserne ophørte, og kristendommen indtog kongernes sale og paladser, lagde den Kristi og Hans apostle ydmyge enkelhed til side frem for hedenske præsters og herskers pomp og pragt; og i stedet for Guds krav, blev de erstattet med menneskers teorier og traditioner. Konstantins nominelle omvendelse i den første del af det fjerde århundrede skabte stor glæde; og verden vandrede ind i kirken besmykket med retfærdighedens klædning. Nu voksede fordærvelsens værk hurtigt. Hedenskaben blev til sejrherre, selvom den så besejret ud. Dens ånd styrede kirken. Dens lære, ceremonier og overtro blev indføjet i Kristi bekendende efterfølgeres tro og tilbedelse.