Pavedømmets højdepunkt var verdens moralske midnat. De hellige skrifter var næsten ukendt, ikke kun for folket, men også for præsterne. Ligesom de gamle farisæere, hadede pasistlederne det lys som ville åbenbare deres synder. Guds lov, retfærdighedens standard, var blevet fjernet, de udøvede en magt uden grænser, og praktiserede uvaner uden grænser. Bedrageri, gerrighed og ryggesløshed var fremherskende. Mennesker unddrog sig fra, at ikke begå forbrydelser, så de kunne få velstand eller position. Pavernes og prælaternes paladser var scenerier med de vildeste udskejelser. Nogle af herskende pontifekser var skyldig i så modbydelige forbrydelser at de verdslige herskere vovede at udstille disse gejstlige personer for kirken som monstre, der var for modbydelige på tronen. I flere hundrede år var der ingen fremskridt i undervisning, kunst eller civilisation. En moralsk og intellektuel lammelse var faldet over kristendommen.