Kristus havde talt gennem Luthers vidnesbyrd med en magt og storhed som på det tidspunkt indgød både venner og fjender med æresfrygt og forundren. Guds Ånd var til stede ved det rådsmøde, indprentet rigets øversters hjerter. Flere af fyrsterne anerkendte åbenløst det retfærdige i Luthers sag. Mange blev overbevist om sandheden, men nogle af de indtryk de gav varede ikke længe. Der var en anden klasse som ikke gav udtryk for deres overbevisning, men som, efter at have ransaget Skriften for sig selv, senere erklærede med stor frimodighed for Reformationen.