Dem som fik Reformationens store velsignelser gik ikke så ædelt frem på stien som ædelt Luther indtog dem. Nogle få trofaste mænd rejste sig fra tid til anden for at proklamere nye sandheder, og afsløre vildfarelser der har være gemt længe, men de fleste, ligesom jøderne på Kristi tid, eller papisterne på Luthers tid, gik ikke med til at tro som deres fædre troede, og leve som de levede. Derfor blev religionen igen degeneret til formalisme; og der blev værnet om vildfarelser og den overtro skulle være lagt til side, om havde kirken fortsat med at vandre i lyset af Guds ord. Således døde reformationen gradvist ud, indtil der var så stort behov for reform i de protestantiske kirker, ligesom i den romerske kirke på Luthers tid. Der var den samme åndelige sløvhed, den samme respekt for menneskers mening, verdslighedens ånd, den samme erstatning af mennesketeorier med Læren i Guds ord. Stolthed og overdådighed fik næring under religionens forklædning. Kirkerne blev fordærvede ved at alliere sig med verden. Således blev de store principper fornedret, som Luther og hans medarbejdere havde arbejdet og lidt så meget for.