Ceremoni-ofrene som Gud havde forordnet, skal være en stadig påmindelse til Adam for hans skyld, og også en bods-anerkendelse om sin synd. At tage sit liv gav Adam en dybere og mere fuldkommen fornemmelse af sin overtrædelse, som ikke mindre end Guds dyrebare Søns død kunne sone. Han undredes over den uendelige godhed og uforlignelige kærlighed, som skulle give en løsesum for at frelse den skyldige. Da Adam slog det uskyldige offer ihjel, var det for ham som om han udgød Guds Søns blod med sine egne hænder. Han vidste at hvis han forblev standhaftig over for Gud, og oprigtig mod Hans hellige lov, ville der ikke have været noget dyrs eller menneskes død. Idet brændofrene pegede hen til det store og fuldkomne offer i Guds dyrebare Søn, viste der sig en håbets stjerne, der oplyste den mørke og frygtelige fremtid, og hjælper den fra sin fuldstændige håbløshed og ruin.