Til trods for at Satan er tvunget til at anerkende Guds retfærdighed, og bøjer sig for Kristi overherredømme, så forbliver hans karakter uforandret. Oprørsånden bruser igen ud som en mægtig regnskyld. Fyldt med vanvid, beslutter han sig for at ikke opgive den store strid. Tidspunktet er kommet til det sidste desperate slag imod himlens Konge. Han iler ind i hans undersåtters midte, og drister sig til at opildne dem med sin egen vrede og vækker dem til øjeblikkelig kamp. Men alle de utallige millioner som han har lokket til oprør, er der ingen nu der anerkender hans overherredømme. Hans kraft er til ende. De onde fyldes med samme had fra Gud som indgyder Satan; men de ser at deres sag er håbløs, at de ikke kan få overhånd over Jehova. Deres raseri tændes imod Satan og dem som har været agenter i hans oprør. Med dæmonsk raseri går de på dem, og der er et sceneri med universel stridighed.