Når vi påtager os at ordne de ting, som vi har med at gøre, og stoler på, at det nok skal lykkes på grund af vor egen klogskab, tager vi en byrde på os, som Gud ikke har givet os, og prøver at bære den uden hans hjælp. Vi påtager os det ansvar, som tilkommer Gud, og indtager således i virkeligheden hans plads. Vi har grund til at være ængstelige og forvente fare og tab; for sådan vil det sikkert gå os. Men hvis vi virkelig tror, at Gud elsker os og mener os det godt, så skal vi holde op med at bekymre os for fremtiden. Vi skal stole på Gud, ligesom et barn stoler på sine kærlige forældre. Så vil vor bekymring og kval forsvinde; thi vor vilje er blevet et med Guds vilje.