”Det behager Gud, når vore ansigter er rettet mod retfærdighedens sol. ..... Når vi har bekymringer og er knuget af ængstelse, er Herren os nær, og han byder os kaste alle vore bekymringer på ham, thi han har omsorg for os. ..... Han kommer til alle sine børn i deres sorg. I farens stund er han deres tilflugt. Han skænker dem glæde og trøst i smerten. Skulle vi så vende os fra vor Frelser, kilden med levende vand, for selv at udhugge .os sprukne cisterner, som ikke kan holde vand? Når faren nærmer sig, skulle vi så søge hjælp hos dem, der er lige så svage som vi selv, eller skal vi tage vor tilflugt til ham, som er mægtig til at frelse? Hans favn er åben, og han kommer med den nådige indbydelse: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” .....