Enoks retfærdige liv var en skarp modsætning til de onde mennesker, der omgav ham. Hans fromhed, hans renhed, hans aldrig vaklende redelighed var følgen af, at han vandrede med Gud, mens verdensmenneskenes ondskab var følgen af, at de vandrede med menneskeslægtens bedrager. Der har aldrig været og vil heller ikke komme en tid med et så dybe moralsk mørke, som dengang Enok levede et liv i udadlelig retfærdighed.