Hvilken støtte kunne Kristus ikke have fået i sine jordiske slægtninge, hvis de havde troet på ham som den, der var sendt fra Himmelen, og hvis de havde samarbejdet med ham om at gøre Guds vilje! Deres vantro kastede en skygge over Jesu jordiske liv. Dette var en del af den smertens kalk, han tømte for vor skyld. . . . Med deres korte målesnor kunne de ikke lodde dybderne i den opgave, han kom for at udføre, og derfor kunne de ikke føle deltagelse for ham under hans prøvelser. Deres grove og uforstående ord viste, at de ikke havde nogen virkelig opfattelse af hans væsen og ikke forstod, at det guddommelige var smeltet sammen med det menneskelige. De så ham ofte bedrøvet; men i stedet for at trøste ham, sårede deres tankegang og tale kun hans hjerte.