Ved Daniels og hans venners eksempel i Babylon kan vi se, at det er umuligt at nå til det ideal, som Herren vil, at hans børn skal nå, og samtidig dyrke en nem og behagelig slags religion, som udelader de rette principper og indretter sig efter omstændighederne. De unge, der vil tjene Himmelens Gud, kan ikke give sig af med verdslige fornøjelser, spise svækkende lækkerier eller drikke stærke drikke, fordi det tilbydes dem af denne verdens ansete og rige mennesker, som de er bange for at krænke ved at afslå deres venlighed. De kan mene, at der er vist dem en særlig ære, og at høfligheden kræver, at de tager imod den gunst, der bliver vist dem; men troskaben mod Gud må gå forud for alt, og frygten for at krænke Himmelens Herre må være det afgørende for en kristen. Kongen af Babylon mente, at han viste Daniel og hans venner en stor gunst; men de havde mere ærbødighed for Guds bud end for kongens gunst. ... Gud ærede Daniel, og han vil ære enhver ung, som følger den vej, som Daniel fulgte for at ære Gud.