”Kristi bevidste følelse af overlegenhed, selv mens han skridt for skridt vandrede ned ad ydmygelsens vej, gav hans ord en forunderlig magt. ..... Hvilken belæring gav han ikke, og med hvilken myndighed dadlede han ikke ansete mænds synder. ”Dertil er jeg født,” sagde han, ”og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.” ..... Han var den legemliggjorte sandhed og hellighed. ..... Han, som havde haft sin plads i Guds råd, som havde boet i den Eviges inderste helligdom, talte om det, som han kendte ..... Men de mennesker, som hævdede at være nået vidt i visdom og åndelig forståelse, magtede ikke at fatte, hvad han mente; og i deres uvidenhed stod de som fordømmende kritikere af det, der havde udviklet sig gennem evigheder ved Faderen og Sønnen.