Under Moses fravær var myndigheden som dommer overdraget til Aron, og en stor skare samlede sig udenfor hans telt og rettede dette forlangende til ham: »Lav os en gud, som kan drage foran os. ...« En sådan kritisk situation krævede et menneske med fasthed, bestemthed og urokkeligt mod; en mand, som satte Guds ære højere end menneskers gunst, personlig sikkerhed eller endog livet. ... Aron gjorde svage indvendinger overfor folket, men hans vaklen og frygtsomhed i dette kritiske øjeblik gjorde dem blot endnu mere faste i deres beslutning. ... Ophidselsen blev større. . . . Aron blev bange for sin egen sikkerhed; og i stedet for mandigt at gå i brechen for Guds ære gav han efter for mængdens krav. Hans første handling var at forlange, at alle folkets guldørenringe skulle samles sammen og bringes til ham, i håb om at forfængeligheden ville få dem til at nægte at bringe et sådant offer. Men de gav villigt deres smykker, og af disse støbte han en kalv af guld efter de ægyptiske guders forbillede.