Retfærdigheden og barmhjertigheden stod langt fra hinanden, overfor hinanden, men adskilt ved en stor afgrund. Vor Herre og Frelser skjulte sin guddommelighed i menneskeskikkelse og udviklede til menneskers gavn en personlighed, der var uden plet eller lyde. Han rejste sit kors midt imellem Himmelen og jorden, og gjorde det til genstand for en opmærksomhed, der nåede til begge sider, så det drog både retfærdigheden og barmhjertigheden over svælget. ... Der så de en, som var Gud lig, påtage sig straffen for al uretfærdighed og synd. Retfærdigheden var fuldt ud sket fyldest, og den bøjede sig i ærefrygt ved korset og sagde: Det er nok!