Hvor har ikke dette resultat ofte vist sig i Guds sendebuds historie! Da den ædle og veltalende Stefanus blev stenet til døde på foranledning af det jødiske råd, blev det ikke til tab for evangeliets sag. Det himmelske lys, som omstrålede hans ansigt, den guddommelige medlidenhed, det fik udtryk i hans sidste bøn, ramte som en skarp og overbevisende pil den fanatiske rådsherre, der stod ved siden af, og Saul, forfølgeren og farisæeren, blevet udvalgt redskab, der skulle føre Kristi navn frem for hedninger og konger og Israels børn. Og længe efter skrev den gamle Paulus fra fængslet i Rom: »Ganske vist prædiker nogle Kristus af misundelse og stridslyst, ... ikke med rent sind, men i den tanke at føje ny trængsel til mine lænker. ... Men hvad, Kristus forkyndes dog på enhver måde, hvad enten det er med bagtanke eller i oprigtighed.« Gennem Satans bestræbelser for at tilintetgøre det, bliver Guds ords »uforkrænkelige sæd«, »Guds levende og blivende ord«, sået i menneskers hjerter; når hans børn lider skændsel og forfølgelse, bliver Kristi navn herliggjort, og sjæle bliver frelst.