”Ved flere lejligheder talte Kristus med en myndighed, der fik hans ord til at ramme med en uimodståelig kraft og med en overvældende følelse af den talendes storhed, og mennesker svandt ind til intet i sammenligning med ham, der talte. De var dybt bevægede; deres sjæle blev betaget af, at han gentog den allerhøjestes befalinger. Når han opfordrede verden til at lytte, var de som trylle bundne, og deres sjæl følte sig overbevist. Hvert ord trængte sig på, og tilhørerne troede og modtog de ord, som de ikke formåede at modstå. Hvert ord, han sagde, forekom tilhørerne at være livet fra Gud. Han gav dem bevis for, at han var verdens lys og menighedens overhoved, som gjorde krav på at være dem alle overlegen.