Kristus søgte at drage sine disciples opmærksomhed bort fra det kunstlede til det naturlige. »Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?« Hvorfor dækkede vor himmelske Fader ikke jorden med brunt eller gråt? Han valgte den farve, som gav vore sanser mest hvile, og som var behageligst for dem. Hvor det glæder hjertet og forfrisker den trætte sjæl at se på jorden, som er klædt i sin friske grønne dragt! Uden dette tæppe ville luften være fuld af støv, og jorden ville ligne en ørken. Hvert græsstrå, hver knop og hver udsprungen blomst er et tegn på Guds kærlighed og burde lære os at tro på ham og have tillid til ham. Kristus gør os opmærksomme på deres naturlige ynde og forsikrer os, at den største konge, der nogensinde bar et jordisk scepter, i sin mest pragtfulde dragt ikke kunne sammenlignes med den mest beskedne blomsts skønhed. I, som sukker efter den kunstige pragt, som kun rigdom kan købe, efter kostbare malerier, møbler og klæder, lyt til den guddommelige lærers røst. Han viser jer markens blomster, hvis enkle dragt menneskelig dygtighed ikke kan lave magen til.