Kristus havde ikke blot de elskede i Betania at tænke på; han måtte også tænke på, hvad hans disciple skulle lære. De skulle være hans stedfortrædere overfor verden, så Faderens velsignelse kunne nå ud til alle. For deres skyld tillod han, at Lazarus døde. Hvis han havde helbredet ham fra sygdommen og gjort ham rask, ville det mirakel, som er det mest uomtvistelige bevis for hans guddommelighed, ikke være blevet udført.