Når sjælen er blevet renset, er det den kristnes pligt at bevare den ubesmittet. Mange synes at mene, at troen på Kristus ikke fordrer, at man opgiver daglige synder eller frigør sig for vaner, som har holdt sjælen i trældom. De giver afkald på nogle ting, som samvittigheden fordømmer, men det lykkes dem ikke at være et billede på Kristus i det daglige liv. De fører ingen Kristus-lighed med sig ind i hjemmet. De udviser ingen særlig omtanke i deres valg af ord. Kun altfor ofte bliver der sagt gnavne og utålmodige ord, - ord, som vækker de værste lidenskaber i menneskers hjerter. Den slags mennesker trænger til Kristi stadige nærværelse i sjælen. Kun ved hans kraft kan de holde vagt over deres ord og handlinger. Når vi vil arbejde for at vogte vort hjerte, må vi bede indtrængende og utrætteligt bønfalde nådens trone om hjælp. De, som kalder sig kristne, burde komme til Gud for inderligt og ydmygt at trygle ham om hjælp. Frelseren har påbudt os at bede uafladeligt. En kristen kan ikke altid knæle i bøn, men hans tanker og ønsker kan altid være rettet opad. Vor selvtillid ville forsvinde, hvis vi snakkede mindre og bad mere.