Idet han i troen så hen til forløseren, var Johannes steget op til selvfornægtelsens højder. Han søgte ikke at vinde mennesker til sig selv, men at løfte deres tanker højere op, til de kunne dvæle ved Guds lam. Han havde selv kun været en røst, der råbte i ørkenen. Nu holdt han sig med glæde stille og på afstand, for at alles øjne måtte vende sig mod livets lys.