Ligesom de romerske hæres ankomst var et tegn til disciplene på den overhængende ødelæggelse af Jerusalem, således kan dette frafald være os et tegn på, at grænsen for Guds overbærenhed er nået, at vort lands ugudeligheds mål er fuldt, og at nådens engel er i begreb med at flyve bort for aldrig mere at vende tilbage. Guds folk vil da blive styrtet ud i de forhold med lidelser og nød, profeten har skildret som Jakobs trængsel. De trofaste forfulgtes råb stiger op til Himmelen. Og ligesom Abels blod råbte fra jorden, er der også røster, som råber til Gud fra martyrers grave, fra havets dyb, fra bjergenes huler og fra kloster hvælvinger: »Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på Jorden?« Åb 6, 10. {2VM 127. 128}