Idet trængslerne tager til omkring os, vil der ske både en adskillelse og en forening inden for vore rækker. Nogle, som nu er parate til at gribe til våben, vil, når der virkelig er fare på færde, åbenbare, at de ikke har bygget på den faste klippe; de vil give efter for fristelsen. De, der har haft stort lys og herlige privilegier, men ikke har benyttet sig af det, vil forlade os under et eller andet påskud. De tog ikke imod kærlighed til sandheden, derfor vil de blive hildet i fjendens bedrag; de vil lytte til forførende ånder og dæmoners lærdomme og falde fra troen. Men når forfølgelsens storme virkelig bryder løs, vil de gode får høre den gode hyrdes røst. Selvfornægtende bestræbelser vil blive udfoldet for at frelse de fortabte, og mange, som er kommet bort fra folden, vil vende tilbage og følge den store hyrde. Guds folk vil slutte sig sammen og vise fjenden fælles front. I betragtning af den fælles fare vil kampen om overhøjheden ophøre; der vil ikke blive nogen diskussion om, hvem der skal regnes for den største. Ingen af de sande troende vil sige: »J eg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas.« Alle vil aflægge det samme vidnesbyrd: »J eg klynger mig til Kristus; jeg fryder mig i ham som min personlige frelser.« {6T 400. 401}