Jeg så vort folk i stor vånde, hvor de græd og bad og påkaldte Guds trofaste løfter, medens de gudløse omgav os og hånede og truede med at slå os ihjel. De spottede os for vor svaghed, de gjorde nar af os, fordi vi var så få, og de hånede os med skarpe bemærkninger. De beskyldte os for at gøre os uafhængige af hele verden. De havde afbrudt vore forsyninger, så vi ikke kunne købe og sælge, og pegede på vor usle fattigdom og hårdt ramte tilstand. De kunne ikke se, hvordan det ville være muligt for os at eksistere uden verden; vi var afhængige af verden og måtte føje os efter verdens skik og brug og love, eller forlade den. Hvis vi var de eneste mennesker i verden, som Herren var nådig, så så det sort ud for os. De påstod, at de havde sandheden, at miraklerne blev udført blandt dem, at engle fra Himmelen talte med dem og færdedes iblandt dem, at stor kraft og tegn og undere udfoldede sig iblandt dem, og at dette var det timelige tusindårsrige, som de havde ventet så længe. Hele verden var omvendt og samstemmede med søndagsloven, og dette lille svage folk skilte sig ud i trods mod landets love og Guds lov, og påstod, at de var de eneste på denne Jord, som havde ret. {Brev 6, 1884}