I nogen tid troede han (en patient på Battle Creek Sanatorium), at han modtog nyt lys. Han var meget syg og skulle snart dø. ... De, som han forklarede sine anskuelser til, lyttede ivrigt, og der var nogle, som troede, at han var inspireret. . . . For mange syntes hans ræsonnement at være fejlfrit. De fortalte om hans kraftfulde formaninger der i sygeværelset. Han så de mest vidunderlige syner, men hvad var hans inspirationskilde? Det var den morfin, han indtog for at få lindring for sine smerter. {Væ 89-91}