Som højdepunktet i det store bedrageriske drama vil Satan selv udgive sig for Kristus. Kirken har længe foregivet at betragte Frelserens genkomst som sit håbs fuldbyrdelse. Nu vil den store bedrager få det til at se ud, som om Kristus var kommet igen. I forskellige egne af verden vil Satan vise sig for mennesker som et majestætisk og strålende væsen, som ligner den beskrivelse af Guds Søn, som Johannes har givet i Åbenbaringen. Åb 1, 13-15. Den herlighed, som omgiver ham, overgår alt, hvad menneskeøjne hidtil har set. Et triumferende råb giver genlyd over Jorden: »Kristus er kommet! Kristus er kommet!« Folk kaster sig tilbedende i støvet for ham, og han løfter sine hænder og velsigner dem, ligesom Kristus velsignede sine disciple, da han var på Jorden. Hans stemme er mild og dæmpet, men vidunderligt melodisk. I en blid og medfølende tone forkynder han nogle af de vidunderlige sandheder, som Frelseren udtalte. Han helbreder folks sygdomme, og derefter siger han - stadig iført Kristi skikkelse - at han har gjort søndagen til sabbat, og at alle bør helligholde den dag, som han har velsignet. Han erklærer, at de, der fortsætter med at helligholde den syvende dag, vanhelliger hans navn ved at nægte at lytte til de engle, som er blevet sendt til dem med lys og sandhed. Dette er det store, næsten uimodståelige bedrag. Ligesom de samaritanere, som havde ladet sig bedrage af troldmanden Simon, lader menneskeheden, fra de mindste til de største, sig bedrage af disse trolddomskunster og råber: Dette er »den Guds kraft, som man kalder den store«. Ap G. 8, 10.