Gennem en rift i skyerne skinner en stjerne, hvis glans forøges firfoldigt i kontrast til mørket. Den bringer bud om håb og glæde til de trofaste, men om vrede og strenghed til dem, der har overtrådt Guds lov. De, der har ofret alt for Kristus, er nu i sikkerhed, som var de skjult i Guds hytte. De er blevet sat på prøve, og for verden og for sandhedens foragtere har de vist deres troskab mod ham, der døde for dem. En vidunderlig forandring viser sig hos alle dem, der var loyale, skønt døden truede dem. De er pludselig blevet udfriet af det frygtelige tyranni, som blev udøvet af mennesker, der var blevet forvandlet til dæmoner. Deres ansigter, der før var blege, ængstelige og forpinte, lyser nu af forundring, tro og kærlighed. Deres stemmer løfter sig i jublende sang:» Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød, om end deres vande bruser og syder og bjergene skælver ved deres vælde.« SL 46, 2-4. {DSS 564. 565}