Snart vendtes vore øjne mod øst, idet en lille sort sky, omtrent halvt så stor som en mands hånd, var kommet til syne, og vi vidste alle, at det var Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed stirrede vi alle på skyen, som nærmede sig og stadig blev herligere og herligere, indtil den var en stor, hvid sky. Nedentil så den ud som ild; over skyen var der en regnbue, medens der omkring den var ti tusind engle, der sang den yndigste sang, og oven på den sad menneskerens søn. {BM 22}