Hans hår var hvidt og krøllet og hvilede på hans skuldre, og på hans hoved var der mange kroner. Hans fødder så ud som ild; i hans højre hånd var der en skarp segl og i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som ildslue og gennemskuede hans børn. Alle ansigter blev blege, og de, som Gud havde forkastet, skiftede farve. Da råbte vi alle: »Hvem vil kunne bestå? Er min kjortel pletfri?« Englenes sang ophørte, og i nogen tid herskede der en forfærdelig stilhed, indtil Jesus sagde: »De, som har rene hænder og rene hjerter, vil kunne bestå; min nåde er eder nok.« Dette fik vore ansigter til at lyse op, og glæde fyldte hvert hjerte. Englene slog en tone højere an og sang igen, medens skyen kom Jorden endnu nærmere. {BM 22. 23}