Snart kom den store hvide sky til syne. Dens udseende var yndigere end nogen sinde. På skyen sad Menneskesønnen. Først kunne vi ikke se Jesus på skyen, men da den nærmede sig Jorden, kunne vi se hans elskelige skikkelse. ... Guds Søns røst kaldte de sovende hellige frem, iførte herlig udødelighed. De levende hellige blev forvandlet i et øjeblik og rykkedes op sammen med dem ind i skyvognen. Dens udseende var overmåde herligt, idet den rullede opad. På begge sider af vognen var der vinger og nedenunder hjul, og idet vognen rullede opad, råbte hjulene: »Hellig!« og vingerne i bevægelse råbte også: »Hellig!« Og det hellige englefølge omkring skyen råbte: »Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige!« og de hellige i skyen råbte: »Ære! Halleluja!« {BM 45. 46}