Idet de frelste bliver budt ind i Guds stad, lyder der et højt og lykkeligt råb gennem luften. Den første og den anden Adam skal snart mødes. Guds Søn står med udrakte arme for at tage imod vor slægts stamfader - det væsen, som han skabte, som syndede imod sin skaber, og for hvis skyld Frelseren bærer korsfæstelsens mærker på sit legeme. Når Adam ser mærkerne af de frygtelige nagle, lægger han sig ikke ind til sin Herres bryst, men han kaster sig ydmygt for hans fødder og råber: »Værdigt er Lammet, det slagtede!« Frelseren hjælper ham kærligt op og opfordrer ham til endnu en gang at betragte det Edenhjem, fra hvilket han så længe har været udelukket.