Der er pavelige præster og prælater, som påstod, at de var Kristi udsendinge, men som anvendte pinebænk, fangehuller og bål for at beherske hans folks samvittighed. Der er de stolte paver, som ophøjede sig selv over Gud og havde den dristighed at ændre den Almægtiges lov. Disse mænd, som foregav at være kirkens fædre, har et regnskab at aflægge for Gud - et regnskab, som de gerne ville være fritaget for. Først nu, da det er for sent, indser de, at den Alvidende er nidkær for sin lov, og at han ikke lader de skyldige gå fri. De lærer nu, at Kristus gør sig til et med sit lidende folk, og de føler vægten af hans ord: »Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig.« Matt 25, 40.