Universet har nu fået en klar forståelse af det store offer, som Faderen og Sønnen bragte for menneskenes skyld. Nu er tiden inde til, at Kristus indtager sin retmæssige stilling og ophøjes over alle fyrster og magter og navne. Han udholdt korset uden at ænse skammen for at få den glæde, der ventede ham - at føre mange sønner til herlighed. Og skønt sorgen og skammen var ufattelig stor, er glæden og herligheden dog endnu større. Han betragter de frelste, som er fornyede i hans billede, idet hvert hjerte bærer det guddommeliges fuldkomne præg og hvert ansigt genspejler deres konge. Hans sjæl har haft møje, og i dem ser han nu det, hvorved han skal mættes. Med en stemme, som når ud til alle, både retfærdige og gudløse, siger han: »Se, hvad jeg løskøbte med mit blod! For dem led jeg, og for dem døde jeg, at de måtte være hos mig i evighed.« Og en lovsang hæver sig fra de hvidklædte, der står omkring tronen: »Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!« Åb 5, 12. {DSS 591. 592}